Piger som computereksperter


(Teksten er trykt i 1993 i Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur nr. 29 og må i dag betragtes som et historisk dokument fra en tid, hvor der var stor forskel på pigers og drenges brug af og interesse for compute. Artiklen er baseret på radioudsendelsen "Krummer", DR P1 7. april 1993 produceret af Birgitte Melby. Interview med Bodil Andersen, Carsten Jessen og en gruppe piger i alderen 8-9 år.)

- Øv. Hvorfor dør jeg altid der?
- Nej, den dør også der! Den dør altid ved lavaen - hold nu op, Jannie!! Vi sidder og prøver at koncentrere os. Vi har ondt i fingeren af at sidde og prøve...

Det plejer at være drenge, der indtager pladsen ved computertasterne og højlydt diskuterer spillets gang, men her er det piger, og det er ikke tilfældigt. Otte piger fra Fritidshjemmet Jellebakken i Århus er i gang med et tre måneders EDB-kursus på Center for EDB og Pædagogik på Socialpædagogisk Seminarium i Århus.

- Ideen med computerkurset for piger udspringer af den erfaring, at computere i høj grad er drengenes domæne på et fritidshjem. Pigerne interesserer sig tilsyneladende ikke for maskinen.

Fritidshjemmet Jellebakken ville gerne prøve at ændre på det, da de stod overfor at skulle anskaffe computer. I fællesskab fandt vi ud af at lave dette kursus for otte piger i 8-9 års alderen, der er her på centeret to timer om ugen. Idéen er, at pigerne skal uddannes til fritidshjemmets computer-eksperter. Før programmer og spil bliver lagt ind på fritidshjemmets computer, lærer pigerne dem at kende her, og det er så meningen, at pigerne skal gå tilbage til fritidshjemmet og give deres viden videre, blandt andet til drengene.
Det plejer at være drengene, der er eksperterne på computeren?

- Ja. De interesserer sig som ofte meget mere for computere, og mange af dem har maskiner derhjemme, så de er på forhånd foran. Derfor bliver det dem, der besætter computeren, og når de først dominerer her, så gider pigerne ikke længere nærme sig maskinen. De ønsker ikke at høre på dren-genes kommentarer om, at de ikke kan finde ud af tingene, eller deres mere eller mindre gode forslag til, hvad de nu skal gøre i det ene eller det andet spil. Pigerne synes ikke om at befinde sig midt i en stor flok, hvor det fyger med bemærkninger og tilråb. Men sådan er det som regel, når drengene spiller computer. Det er ikke kun spilleren, der forholder sig til spillet. De andre drenge »spiller« med og diskuterer indbyrdes. Mange af de kommen-tarer, der er helt almindelig for drengene, opfatter piger som personlige og sårende. Derfor holder de sig hellere borte.

Med projektet her vil vi prøve at give pigerne en viden om computeren, som gerne skulle give dem større selvtillid, så de tør sætte sig foran computeren, også selv om drengene kigger på. Ved samtidig at gøre dem til de eksperter, som drengene ind i mellem er nødt til at spørge til råds, tror vi, at det kan ændre lidt på tingene. Måske endda sikre pigerne respekt fra drengenes side.

Hvorfor et fritidshjem? Hvorfor ikke en skole? Det kunne jo lige så godt være en del af undervisningen i skolen?

- Det kunne det måske godt, men det børn foretager sig i et fritidshjem er jo noget helt andet end det, de laver i skolen. Her forventer alle, at det er de voksne, der skal lære børnene noget, og det er altid læreren, der er i centrum. Det er sjældent, at man laver så meget om på strukturen, at der bliver rum for; at børnene kan lære hinanden noget. I fritidshjem er der tradition for, at dét, der foregår, i høj grad sker på børnenes betingelser. De finder selv på, hvad de vil bruge tiden til, og der er rigelig rum for, at de uformelt kan lære af hinanden.
Selve undervisningen af pigerne, som vi laver her; kunne selvfølgelig finde sted på en skole, men spørgsmålet er; om man her ville og kunne afsætte tid til, at de piger bagefter leger videre med computeren sammen med de andre børn, hvilket jo netop er tanken. Det er der tid til på fritids-hjemmet, for der er ingen, der spørger til undervisningsplaner og pensum. Derfor behøver vi heller ikke at tænke på, hvor meget de nu egentlig lærer om EDB. Vi skal ikke legitimere projektet, og for os er det sådan set lige meget, om de sidder og spiller eller bruger tiden til tekstbehandling. Det er nok den store forskel. Det handler for os ikke om, at de lærer noget bestemt og måleligt, men om at de får fornemmelsen af, at det her kan de finde ud af, så de tør gå i gang. Derfor er spillene mindst lige så gode som énhver anden type programmer. I skolen ville man være tvunget til at bru-ge undervisningsrelevante programmer som f.eks. tekstbehandling. Det bruger piger selvfølgelig også her; og de er meget optaget af muligheder-ne for at lave tekst-layout, der ser ud af noget. Det er i øvrigt også en mindre del af projektet, at vi prøver at finde ud af, hvilke programtyper, der interesserer pigerne mest.

Hvad er det så?

- I høj grad spil. Ikke de helt voldsomme karate- og skydespil, men andre, lidt mere rolige typer. Derudover er det tydeligt, at de også interesserer sig for at arbejde med tekster; når de kan sætte det flot op med flere skrifttyper, tegninger og billeder. Det adskiller dem nok fra drengene i samme alder.

Drengene synes det er fladt...
Sidsel, du har lige skrevet en historie på computeren. Vil du læse den op?
- Ja. "Der var engang en lille pige, som var så sød. Hun hed Astrid, og hun havde en søster som hed Alice. Alice var selvfølgelig også meget sød. Alice og Astrid havde en hest. Den hed Horsy. Dens rigtige navn .." og så er jeg ikke kommet længere.

Og billedet, hvad er det?

- Det er også en hest. Den ligger ned, og så står der foroven. Jeg er go'. Så laver jeg en ramme, der bliver sort. Den er lidt svær at sætte rigtigt...

Sidsel, hvad synes du om at lave sådan noget?

- Jeg synes, det er sjovt. Også at drengene er misundelige på os. Nogen gange. De siger, det er fladt, at de ikke også kan komme med. Men så er vi fri for dem. Jeg synes også, det er sjovt, fordi vi laver andet end at spille på computeren. Nogle gange er det lidt svært, fordi programmerne ikke er på dansk. F.eks. dette her. Der står det på engelsk.

Hvorfor vil I være fri for drengene?

- Det er fordi, de er irriterende. Sådan er det nok altid. Drengene synes pigerne er irriterende, og pigerne synes drengene er irriterende. Drenge driller. De kalder os for heksemutter og sådan noget så er det bedre at være her.

Brugte du computer, før du kom herind?

- Nej, vi har ikke nogen computer derhjemme, men vi fik jo en på fritids-hjemmet, og så var det derfor, vi tænkte, at vi ville lære det Bodil (pæda-gogen. (red.)) syntes, det var irriterende, at det hele tiden var drengene, der kom til, og de vidste det meste, og så ville hun gerne have, at vi piger også vidste noget.

Hvad synes du om det?

- Det synes jeg da er en meget god idé, fordi så er det ikke kun drengene, der skal bestemme over computeren.

Vil det ikke være mere naturligt, at drengene kom ind, når det er dem, der er mest interesseret i computeren?

- Det er det heller ikke. Vi piger, vi er også mest - men det er nemlig det, der var irriterende, at drengene de hele tiden vil være ved computeren, fordi de måske ved mere om det.

Hvad så når du kommer tilbage på fritidshjemmet, og du så har lært noget her. Hvad sker der så?

-Jamen, så sætter jeg mig hen ved computeren - altså det er jo ikke sikkert, vi lige må, hvis nu der sidder nogle andre - og så spørger jeg en af de voksne, om jeg godt må vise det, vi lærte på computerkurset, og så siger de, at det må jeg da gerne. Så går jeg ud og spørger, om nogen vil prøve at lære et nyt program og prøve noget nyt og det vil de fleste selvfølgelig. Og så sætter de sig an.

Hvad siger drengene så til det?

- De synes, det er i orden, at de får lært noget nyt, men de er ikke helt enige med os i, at det behøves at være pigerne, der lærer dem det De vil også gerne selv.
Hvad siger de så?

- Så siger de, at de synes, det er fladt, at de ikke også kommer til.

Piger er blevet selvsikre

Bodil Andersen, nu er du herinde med 8 piger fra fritidshjemmet Jellebakken 8, som du er leder af. Hvorfor skal pigerne lære sådan noget? Der er noget, der kunne tyde på, at det måske ikke er noget for dem i virkeligheden, når det er noget drengene går mest op i, og piger ikke er så interesseret i det.

- Jeg synes EDB-verdenen er en spændende verden, og jeg synes pigerne skal ind i den verden også. Det kan godt være, resultatet ikke bliver, som vi håber, men som det ser ud nu, er det i hvert fald ikke fordi piger ikke er interesserede. Pigerne kan allerede nu en hel del med computeren, som drengene ikke kan. Når de sætter sig til maskinen på fritidshjemmet, er de lige så selvsikre som drengene. De har mod på det, og de er som her på centeret, hvor de er aktive og i gang hele tiden. De har ikke engang tid til at holde pause.

Det tyder på, at det også er en verden, pigerne gider beskæftige sig med. Det, vi i institutionerne skal finde ud af, er, hvad der tiltaler pigerne. Om det f.eks. er de rigtige spil, vi køber, eller om det måske mere er andre pro-gramtyper, vi skal tilbyde pigerne.

Hvad er så din fornemmelse nu?

- De vil gerne spille computerspil. Det har overrasket mig, at de også er fascinerede af spil, som jeg troede kun var drengespil, selv om de går uden om de helt voldsomme typer. Og så er de fascinerede af mulighederne for at lave plakater, tegninger og tekstbehandling.

Hvad er det så, der har holdt dem væk fra det?

- I begyndelsen var de lidt bange for tasterne, og bange for at komme til at gøre noget forkert og ødelægge noget. Det er de ikke længere. De ved, at der ikke kan ske det helt vilde, selv om de laver noget forkert

Det er jo næsten ligesom voksne, der også kan være lidt bange for at trykke på de taster der?
.
- Det er på samme måde. Men projektet har allerede vist, at der ikke skal så meget til. Nu går pigerne bare i gang. På fritidshjemmet har vi jo andre piger, som ikke er på kursus, og noget af det vi holder øje med, er om det her betyder, at de også tør mere. Det gør de. Når pigerne her lægger linien, og viser, at de kan og tør, så smitter det af på de andre piger. Det er også ulig nemmere for en lille forsigtig pige at bede om hjælp hos en af venin-derne, end det er at spørge drengene. Det fungerer godt med at piger hjælper de andre piger. De får naturligvis også en vis status, når drengene bliver nødt til at spørge dem, hvordan man gør.

Drengene har bare prøvet flere gange

Veronika, hvad er det, du er ved at lave?

- Ja, jeg tror, det er et eller andet brev om et eller andet, Bodil skulle lave. Så skulle man finde sådan et billede, og så skal man skrive sit navn, og så kan man få forskellig farve og forskellige måder.

- Bodil, prøv lige at komme. Jeg vil gerne have en ny tegning.
- Den spørger, om du vil gemme den.
- Nej. Hvorfor går den ikke væk?
- Det gør den også.
- OK. Se, nu kan jeg lige prøve at lave noget andet her. Man kan nemlig godt finde nogle andre ting herinde.
- Der lavede du en ny ramme.
- Se, så går man ned på næste linie med »Enter«, som man lige trykker, og så skal man bare lige skrive sit navn der, og så kan man gå derned og finde farver. Der var en blå lige før, men det er nok den, jeg har slettet så kan jeg prøve grøn. Nu blev den rød.

Veronika, hvad synes du om sådan noget?

- Jeg synes, det er helt godt, for jeg synes, det er sjovt, og det er meget godt, at vi kunne få lov til det her. Det får vi jo ikke lov til til hverdagen. Man kan jo ikke rigtig finde et computerkursus. Der er jo ikke rigtig nogen steder, hvor man kan komme til det, så det er meget godt.

Hvilken klasse går du i?

- 3. klasse.

Hvad med drengene i din klasse - kan de sådan noget? Kan de skrive på computer?

- Ja, det er de skrappe til. Det der med at spille, det kan de godt, men sådan når man kommer ind i et program, det ved de overhovedet ikke noget om, fordi det har de ikke prøvet før. Vi prøver det, og så skal vi lære dem det nede på fritidshjemmet. Det er lidt ondt, når der kun er en computer på hele fritidshjemmet, men det er da meget godt alligevel. så er der bare nogen, der hele tiden kræver, det er deres tur. Det er ret irriterende.

Hvordan kan det være, at alle drengene er skrappe til det, men det var du ikke, før du kom her?

- Jeg ved heller ikke hvorfor, men der er nogen der siger, at drenge har mere forstand på sådan noget, men det ved jeg virkelig ikke hvorfor.

Passer det, at de har det?

- Jaa..., de har måske lidt mere forstand på det - de har nok prøvet det flere gange end os andre, men altså det er mere det, at de har den Gameboy. Men det får pigerne så også bagefter. Jeg kender mange piger, der har en Gam-eboy, men altså før var der ikke nogen, der vidste noget om det, så var det bare drengene, der havde det. Det er også lidt irriterende. Jeg har ikke selv en Gameboy, men jeg har ønsket mig den, og jeg låner den nogen gange i videoforretninger og sådan noget Og en computer - det er ikke sådan, man kender nogen.

Hvad så, er du så blevet lige så god som drengene? Eller bedre måske eller hvad?

- Ja, jeg tror faktisk pigerne her sammen med mig, de er bedre, det synes jeg faktisk. Jeg tror, vi kan mere end dem - eller det må jeg hellere sige, det kan vi, men altså med spil, der finder drengene jo - ja, altså de prøver sig frem. Når de finder et spil, så prøver de, og hvis det ikke er noget for dem, så går de bare videre til noget andet

Hvad synes du om spil - computerspil?

- Det synes jeg er rimelig godt Jeg spiller mest Aldo og Tetris, det synes jeg, er de sjoveste spil, men når man først har prøvet spillene mange gan-ge, så er det ikke sjovt - Guldkorn er også meget sjovt

Prøv lige at fortælle mig - jeg har så tit hørt, at dér er nogen, der siger at piger ikke spiller så meget computer - det er mest drenge, der gør det. Passer det - nu har du jo prøvet det? Hvad synes du?

- Ja, så mener jeg i hvert fald, det er det - det er noget for piger. Det er ikke kun for drenge. Det har det været, men drengene i min klasse, de siger, at pigerne, de har ingen hjerne til sådan noget, men det passer jo ikke. De er ikke bedre end os, det synes jeg ikke. Jeg synes, vi kan mere end dem.

Siger de stadigvæk, at piger ikke har hjerne til sådan noget?

- Ja, ja, f.eks. Jens - han er sådan rimeligt dum - han siger piger har ingen hjerne og kan ikke forstå noget.

Hvad så når de siger sådan?

- Så siger vi også bare, at de ikke har nogen hjerne. Det må de jo selv om.

At kunne magte teknikken

- Prøv engang at se, hvordan de sidder: Koncentreret og meget interesserede, og når de kommer tilbage til fritidshjemmet, så ved de, at de kan det, siger Bodil Andersen.
- Dette her program, det er svært, og de er lidt usikre, når de nu kommer tilbage og skal vise det, men når de har prøvet det en gang eller to mere, så er de helt sikre på det og kan besvare et hvilket som helst spørgsmål både i forhold til personalet og i forholdet til børnene. De kan også mere end personalet efterhånden. Det betyder faktisk, at det kvindelige personale også tør sætte sig hen og spørge: hvad gør vi nu.

Det er piger på vel 8-9 år?

- Jo, de er fra 2. og 3. klasse. De er lidt små i forhold til at skulle lave bøger, digte og lignende, som oprindeligt var en del af projektet. De har svært ved at skrive. Omvendt så er de stadigvæk så små, at de ikke har blokeringer, de går bare i gang, de tør godt.

Hvad er det, der fanger dem sådan?

- Det er, at de kan magte teknikken. sådan er EDB vist for alle. Så snart man kan noget, bliver man fanget af det.

Carsten Jessen, hvordan er piger til at lære computerspil?

- De er hurtige, synes jeg. Vi har lige lagt et nyt spil ind, som de ikke har set før, og som jeg heller ikke kender, og de finder ud af det lige så hurtigt, som drenge i samme alder ville have gjort Man kan ikke se den store forskel her. Jeg tror mere, det er et spørgsmål om lysten og modet til det. Det er meget tydeligt at pigerne er sikre på, at de sagtens kan få det lært.

Hvorfor er det et spørgsmål om de tør?

- De skal have troen på, at de kan finde ud af det. Ellers giver de op første gang det går galt, for i de fleste spil, »dør« man mange gange, før man finder ud af, hvordan det virker. Hvis man giver op første eller anden gang, man "dør", så kommer man selvfølgelig ikke videre. Det kan man overføre til andre programtyper. Man går også ofte i stå i tekstbehandling, når man er nybegynder.

Hvordan så med det, de lavede før hvor de skulle skrive deres navn og hente billeder og redigere sådan en lille side - altså skrive nogen tekster små historier.

- Piger er mere interesserede i det end drenge. De synes, det er sjovt. Pi gerne her er kun fra 2. og 3. klasse, så de kan ikke alle sammen skrive lige meget.

Hvad i forhold til voksne?

- De fleste voksne har svært ved lære at bruge en computer netop fordi, de giver op for tidligt. Skal man undervise voksne, skal man være meget forsigtige med, hvad man starter med. Det skal helst være noget, de kan lære ret hurtigt, sådan at de ikke giver op med det samme og tror, at det kan de ikke finde ud af. Voksne er faktisk sværere at få i gang, for de er utrolig hurtige til at mene, at det her med computere, det er ikke er noget for dem. Man skal ofte lokke dem i gang, så de opdager, at de kan. Når de først har opdaget det, så er der ikke større forskel på børn og voksne. Voksne bliver også fanget af et computerspil og så sidder de på samme måde som børnene - selv om de selvfølgelig tager sig i det, når de kommer til at råbe højt af ærgelse, når de "dør"!

At regne den ud

Bodil Andersen, nu er pigerne i fuld gang med at spille spil - er det noget at lære dem?

- Ja. De skal hele tiden regne ud, hvordan spillet er for at klare sig. Det er jo ikke, som når man køber et andet spil. Der har man et sæt spilleregler, og man læser, hvad der sker, hvis man gør det ene eller det andet. I et computerspil kender man ikke reglerne på forhånd, så det er nødvendigt hele tiden at være opmærksom og forholde sig til, hvad der sker. På den måde er computerspil en udfordring til tænkning og fantasi.

Der findes naturligvis spil, hvor der sker det samme igen og igen - i alt fald set med voksne øjne. Den slags spil gør, at man som voksen tager afstand fra computeren. Men børnene er fascinerede af dem, så noget må der være i dem. Børn stiller meget store krav til, hvad de gider i dag, fordi de har så mange muligheder.

Jeg vil gerne have, de lærer at bruge computeren, både som vi voksne nu synes, de skal kunne bruge den, sådan at de kan bruge tekstbehandling, lave avis og alt mulig andet, men de må også gerne have den slags spil, som de selv synes er sjove, lige såvel som de må spille Matador og Ludo.

Du går altså ikke efter spil, som de kan lære noget af - lære at regne og stave f.eks.?

- Nej. De er ofte fortænkte og kedelige. Hvis de skal lære noget, tror jeg, det er vigtigt, at det er spændende. Skal de f.eks. lære at skrive, er det vigtigt, at de synes, det de laver, er flot. Det behøver ikke at være sådan, at de skal lære at skrive A, førend de kan skrive B, før de kan skrive C

Hvis de får et flot resultat ud af det, så kan de også bevare deres inter-esse i at skrive.
Har du nogen fornemmelse af nu, om det er noget, der vil hænge ved - om pigerne vil bevare interessen?

- Pigerne her tror jeg ikke vil miste interessen. Jeg tror også, at der er en god chance for at vi får lavet så meget om på holdningen blandt pigerne på fritidshjemmet, så det kan holde ved, også når der kommer andre, nye piger. De vil forhåbentlig opdage, at det er en verden, der også er for dem.

Det er en stor opgave, I har sat jer at I vil bryde det mønster for hvad piger og drenge interesserer sig for!

- Ja, men vores opgaver som pædagoger er vel også at finde udfordringer til børnene, som de har stor glæde af. Det er vel også vores opgave som pædagoger at finde ud af, hvordan vi så får pigerne til at forstå og fange spændingen i noget så centralt som EDB.

www.carsten-jessen.dk/piger.html